Der er en ironi i, at det bliver CDU og SPD, der sandsynligvis kommer til at danne Tysklands næste regering. CDU har domineret tysk politik. Den første kansler, Adenauer, den længst regerende kansler, Helmut Kohl, og den mest spændende kansler, Angela Merkel, har skabt CDU og formet den tyske stat.
SPD var det sidste parti, der modstod Hitler: “I kan tage vores liv og frihed, men ikke vores ære!” (gruppeformand Otto Wels, 1933 i den tyske rigsdag). I Forbundsrepublikken har partiet både opbygget den tyske socialstat og revet den ned igen med Schröders reformer. Ironien består i, at begge partier – på trods af historisk ringe resultater – får endnu en chance for at eksperimentere med den republik, de i fællesskab har skabt. Det tredje parti, der fik lov til at definere statens rammer, FDP, ligger fortabt under spærregrænsen.
Andre koalitioner mangler enten politiske flertal eller politisk vilje. Lyskrydskoalitionens uenigheder og det tydelige tab i søndags har gjort det klart, at tre er for mange i en koalition. Et andet traume stammer fra 2017, hvor man forsøgte at undgå en stor koalitions letargi ved at skabe en regering mellem De Grønne, FDP og CDU – et forsøg, der endte med, at den daværende partiformand for FDP og nu fejlslagne spidskandidat, Christian Lindner, sagde: “Jeg vil hellere ikke regere end at regere forkert.” Den demokratiske midte i Tyskland kan blive enige om, hvem der skal holdes ude, men ikke om, hvordan regeringsarbejdet rent faktisk skal føres.
Regeringen skal anføres af Friedrich Merz fra CDU – en mand, hvis politiske karriere præges af det gamle Vesttysklands politiske kultur. Han har arvet det traditionelle konservative tyske forhold til USA som den vigtigste partner uden for Europa samt en meget negativ holdning til alt øst for Narva. Skepsis over for Rusland er stadig en holdning, man kan have i Tyskland. En tillid til, at USA sikrer kontinentet, er derimod uansvarlig. Derfor nævner Merz en ”strategisk autonomi” fra USA. Det bliver en dyr affære for et land, der forventes at have nulvækst. De politiske prioriteringer vil ske på bekostning af eventuelle investeringer i infrastrukturen (alle, der kender Deutsche Bahn, ved, at de er nødvendige) og yderligere nedskæringer på velfærdsområdet.
De Grønne, der ellers skulle have været den nye liberale kraft, ser halvdeprimeret fra deres oppositionsplads på de partier, de i en kort årrække måske har kunnet indhente. De er den ældste tilføjelse til Forbundsrepublikkens partisystem. Partiet har modereret sig, siden de stormede ind i parlamenterne efter 1968. Dengang skabte det furore, når de havde sportssko på i parlamentet. Nu ligner de de andre og er blevet det mest pro-ukrainske parti i parlamentet.
Die Linke har reddet sig fra deres politiske død. De har kørt en fortrinlig valgkamp på Instagram, og deres partiformand, Heidi Reichinnek, holdt nogle enestående taler imod Friedrich Merz. Med 8,7 % er de blevet det tredje største parti i oppositionen. Partiet udtaler sig for mindre oprustning, forhandlinger med Rusland og gældsættelse for at udvide velfærdsstaten. Heldigvis er deres udenrigspolitik urealistisk – desværre er deres socialpolitik det også.
AfD bliver det næststørste parti i parlamentet. Dermed er de det største oppositionsparti og “lederen af oppositionen”. Deres størrelse er ikke kritisk – de kan ikke alene blokere forfatningsændrende forslag eller klage over eventuelle finanslovsforslag. At de kan udelukkes parlamentarisk betyder dog ikke, at de kan udelukkes fra den kommende regerings overvejelser. Især CDU vil nøje overveje, om mulige lovforslag kunne give indtryk af ikke at være hårde nok. Selvom valget er gået godt for CDU, kan man tydeligt se partiets frygt for at blive ædt af AfD – noget, AfD åbent siger er deres strategi. Det er sket for mange andre kristendemokratiske partier.
Den gamle republik fortsætter altså sin eksistens i en jernlunge. Det, der før i tiden blev kaldt en stor koalition, er nu en decimeret sammenslutning, der har et flertal på kun 12 mandater. Østtyskland bliver domineret af AfD, der tydeligt signalerer, at etablissementet i tysk politik skal fjernes. Fredsdividenden, der gjorde besparelser på Tysklands forsvar til fordel for investeringer mulig, står usikkert. En indsigt, Friedrich Merz (CDU) også har fundet frem til. Republikken er født på “Keine Experimente”, et begreb, der advarer mod hurtige ændringer af et regeringspartis politik.
Eksperimenter uden for denne regering er, som vi har set, enten ustabile eller besidder ingen egne flertal. Eksperimenter inden for regeringen er desværre det, politikken kræver. SPD skal skille sig af med sin frygt for en hård kurs mod Rusland – en stor bevægelse for et parti, der med rette er stolt over sin østeuropæiske normaliseringspolitik efter Anden Verdenskrig. CDU bør overveje at lempe den famøse Schuldenbremse, der begrænser statens gældsætning. En modig demokratisk politik udspiller ikke velfærdsstat imod forsvarsudgifter – begge bør være mulige. At give op på at handle er at risikere det, begge partier har skabt.
